Slægts- og
Lokalhistorisk Forening Samsø udgiver også i 2008 en serie lokalmærker.
BESTIL ON-LINE
De fem motiver til årets Samsø Lokalmærker er hentet fra Slægts- og
Lokalhistorisk Forening Samsøs årbog 2008 ”Samsingers drøm om Amerika”, der
omhandler udvandrerhistorier fra forskellige steder på Samsø. Det skønnes,
at der i perioden fra 1868 til 1914 udvandrede omkring 625 personer fra
Samsø primært til Nordamerika. Ca. 20 % af disse vendte senere tilbage igen
til fædrelandet.
Udvandrerhistorierne tager deres begyndelse i følgende landsbyer på
Samsø: Nordby, Besser, Alstrup, Langemark, Ballen, Brundby, Onsbjerg og
Tanderup.
Mærkerne forestiller:
Motiv nr. 1: Det hvide bindingsværkshus på Østre Ringvej i Nordby er
nordbydrengen Carl Nielsens barndomshjem, hvorfra han udvandrede til USA i
1913
Motiv nr. 2: Huset på Nørreskiftevej, Brundby mark, hvorfra Carl Nielsen
udvandrede for anden gang med sin kone Gerda Tønnesen i 1927.
Motiv nr. 3: SS Philadelphia som Søren Peter Sørensen og Margrethe Holm,
begge fra Nordby, sejlede med fra Southampton til New York, da de udvandrede
i 1903.
Motiv nr. 4: Fiskersønnen Jens Andreas Holms barndomshjem i Langemark,
som det så ud i 1913. Efter at have sejlet som sømand med på større
fragtskibe i 4 år gik J. A. Holm i 1920 i land i Baltimore, hvor han senere
startede en større stevedorevirksomhed.
Motiv nr. 5: Kirkevej 12, Onsbjerg, hvor Laurits Peter Bagers far Jens
Søren Sørensen Bager boede. Laurits udvandrede i 1910 og hans datter Shirley
Bagger Davies, Portland, Oregon besøgte huset i sommeren 2008, da hun var på
Samsø for at lede efter sin fars rødder (Foto: Niels Henrik Nielsen).
Foreningen har til formål at udbrede kendskabet til Samsøs kulturhistorie gennem
indsamling, opbevaring og formidling af slægts-og lokalhistoriske
materialer, så de bliver tilgængelige for foreningens medlemmer og andre, der
interesserer sig for Samsøs historie.
Lokalmærket for 2008 vil være til salg på Samsø fra og med den
22. november. Det vil tillige kunne købes direkte hos foreningen i Onsbjerg Gl. Skole,
Tanderupvej 15 i åbningstiden (torsdage 13:00-17:00), eller det kan bestilles on-line
HER Oplag
845 ark. Trykt hos Samsø Posten ApS, 8305 Samsø |
|
|