|
Samsingen Per Thorkild Hansen døde tirsdag nat efter en længere periode med et vigende helbred. Per Thorkild Hansen var samsing, endskønt hverken faderen, skibsbygger Gotfred Hansen, eller moderen, Tagea, var det.
Han var født til det maritime, det samme som storebroren Ib, og han valgte skibsbyggeri udført på tegnestuerne. Alligevel var han kyndig ud i alt maritimt, han elskede en snak med "Liffer", Jens Lærke, og var meget engageret i bevaringen af galeasen "Paneeraq" som er hjemhørende i Ballen, Samsø. Han medvirkede ved 80 året for søsætningen i 2016 og fortalte levende om sin opvækst og hverdagen på værftet i Ballen, hvor hun er bygget. Han var også i færd med at indsamle historisk materiale om skibet. Pers hustru Anne Lise og Per selv opsøgte mandskabet, hver gang skibet var på bedding i Odden Havn, senest i juni i år og har efterfølgende været forbi i Ballen med en fornem gave, en pose med faderens kalfatrejern.
Han tog aktivt del i alle samske forhold, og tog ofte til Samsø med hustruen Anne Lise - her var det Ballen, grøntsager og Samsø's bedste kartoffelmad som trak dem begge til øen.
Han var gennem mere end 10 år en utrolig engageret næstformand i Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø. Foreningen vil bringe et længere mindeord i forbindelse med udgivelsen af foreningens kommende årbog - et arbejde som Per også var dybt engageret i.
Æret være hans minde
Foreningen Paneeraq Samsø og Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø
|