Tanker og mindeord ved meddelelsen om Gjertrud Knudsen’s død

Jeg kom til at kende Gjertrud for blot 5 år siden hvor hun netop var indtrådt i bestyrelsen for Lokal- & Slægtshistorisk Forening, Samsø. Udviklingen havde lukket ”Klinten” i Ballen og Skoleparken blev for eftertiden mit naturlige udgangspunkt for talrige besøg – ja man kan vel næsten sige at jeg blev ”familiesammenført”.

Gjertrud var født på Bisgaard mark og kom i Toftebjerg skole, og de huslige pligter i hjemmet fyldte meget, som ældst i søskendeflokken. Hun elskede mest af alt de tidlige morgener sammen med sin far, når de hakkede roer på Bisgaards jorder eller gik på jagt.

Hun var og blev en fri fugl, og lærte allerede da at alt har en pris og også dét at nå sine mål.

Takket være sin flid og dygtighed kom hun på en friplads i realskolen i Tranebjerg, og deltog så sent som i oktober 2009 i klassens årlige komsammen – trods alvorlig fremskreden sygdom.

Siden fulgte læreplads ved Sølvgården i Tranebjerg og efter flere ansættelser kom hun til Århus, familie blev stiftet, 3 børn blev det til, og nu fulgte en periode som hjemmegående husmor.

Hun ville dog ikke slippe omverdenen og deltog bl.a. som aktivt i skolekommissionsarbejdet i børnenes skole og var en lang overgang aktiv i ”Århus 1900” som leder.

Ved en privat sammenkomst faldt hun i snak med en malermester og her igennem kom hun til malerfirmaet Flügger. Først som butiksansat for siden at avancere til ansvarlig for etablering af blandt andet en helt ny forretning i Randers. Og modsat alle andre butikker i firmaet Flügger, så brød ledelsen med konceptet om ikke at ”eje”, for det havde vist sig umuligt at finde egnede erhvervslejemål. Så Gjertrud fik opgaven at finde de rette lokaler, indrettede dem og ansatte sit ”eget” personale og som hun fortalte ”de havde holdt mangen en god fest” i det lille personale og mødelokale.

Siden kom jobbet som sælger med ansvar og kontakt til Flüggers forretninger i det store midt-jyske område og herunder også kundekontakt til områdets malermestre.

Succes steg hende aldrig til hovedet, hun vidste hvor lidt der skulle til for at falde dybt ned, som f. eks. rod i regnskaber eller andre fejltrin. Hun blev ledelsens loyale problemknuser og fik egne betingelser opfyldt, for siden at løse problemer på bedste vis.

Men - Samsø var aldrig ude af hendes tanker, og det var naturligt at hun blev værtinde på pensionat Strandlyst, hvorfra hun trak sig ud af arbejdslivet for år tilbage.

Som mange andre var hun optaget af sin families slægtshistorie, og elskede meget at besøge de gamle tanter, onkler og kusiner og fætre. Hun blev slægtsforeningens lokale forankring dels ved bestyrelsesarbejdet og dels som et dygtigt bindeled til de frivillige på arkivet i Onsbjerg.

Gjertrud var et meget socialt og engageret menneske som dog også besad evnen at fravælge ”indholdsløse” relationer. Lige så længe hendes helbred tillod det deltog hun i alle slags aktiviteter i det offentlige rum, lige fra Alstruprevy, over kritisk tilhører ved kommunalbestyrelsesmøder, til foreningsarbejdet i Kræftens Bekæmpelse og meget meget andet.

For de mennesker som hun lukkede ind i sit liv, de som selv ville åbne sig for hende, da var hun en ener. Hendes bil var lige så vel min bil – ”den står jo bare dér” som hun sagde, jeg kom og gik i hendes lejlighed som var den min, jeg lavede mad og fik læst og påtalt når opvasken tog for lang tid ”hvad laver du derude i køkkenet” - lød det indefra stuen.

Jeg satte umådelig stor pris på dette menneske som i sjælden grad kunne rumme andre mennesker, hun hjalp mange til at komme videre og at forstå deres egne muligheder og styrker.

Aldrig kom der nedladende ord fra hende – allerhøjst kiggede hun én dybt i øjnene og tænkte uden tvivl sit. Alligevel havde jeg en fornemmelse af at hun rummede meget mere og at der altid var nye uopdagede sider.

Sygdommen kom desværre til at fylde alt for meget af hendes liv, og hun kæmpede langvarigt med håbet i behold. Det var således helt naturligt at jeg skulle være der for hende i den sidste tid, hvor det var lysende klart at livet måtte slutte.

Jeg er glad for at have måttet kende hende.

Samsø – Januar 2010

Niels Henrik Nielsen