"Træhåndværk på Samsø"
Bogen dækker et tidsrum af mere
end 200 år og rummer artikler om dygtige billedskærere og om nyere
virksomheder, der i høj grad var afhængige af træ i produktionen.
Samske billedskærere er mindre artikler om bl.a. Jens Jensen fra
Kolby, hvor far og søn laver fremragende arbejder i lokale kirker men også i
Østjylland. Om Bertel Olsen i Brundby viser vi en række arbejdstegninger
fundet i hans gamle værksted på Granhøj.
Tømrermester Niels Marius Mikkelsen blev udover sit håndværk også
en aktiv del af bedre byggeskik i Danmark og lærlingestykker fra hans
værksted er ført så langt udenfor rigets grænser som til Grønland. En fin
fortælling samlet af bysbarnet Morten Holm Madsen, der frit og levende
fortæller om dette og hint.
Fra Onsbjerg by skriver en af foreningens nye forfattere om
tømrermester Mikael Nielsen som dels lavede mindre opgaver som alle andre
træhåndværkere, men som også fik anseelig produktion af stave til
smørdritler til øens mejerier. I 1920’erne var det en ret betydelig
virksomhed for øens gamle hovedstad.
Ved fiskerihavnen Ballen hvor øens eneste skibsværft var
grundlagt, kommer en gedigen håndværkerartikel skrevet af en skibsbygger, om
skibsbygning og ydermere om sin far Gotfred Hansen. Han overtog værftet fra
sin gamle arbejdsgiver Chr. Øster, Ballen og drev skibsbygning og
reparationer frem til værftets endeligt.
Bogen blev præsenteret på Stensbjergaard den 24. november 2012, hvor årbogsredaktionen
gav en
introduktion til nogle af årets emner.
Bogen kan bestilles gennem foreningen - Se nedenfor.
|