Årgang 23

Nummer 3

September 2024

Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø

"Ingen fremtid - uden fortid"

Det har været lidt af en en mærkelig sommer i år. Det gode vejr kom kun i korte perioder, indtil det blev september, og så tog solen for alvor fat. Der er nok mange, der har haft svært ved at komme i gang med de forskellige hobbyaktiviteter indendøre i dette efterår, og det er da også med at nyde solskinnet, mens det er der, for nu har vi jo passeret jævndøgn, og så bliver det både køligere og mørkere - og pludselig går det stærkt.


 

Året til dato
En lørdag morgen meget tidligt i maj måned havde foreningen arrangeret en lille lytte- og mærke-efter-tur i Tranemosen. Frisk afsted på cyklen fra Onsbjerg om mod Pillemark, og allerede dér var det en fantastisk tur. I det tidlige morgengry med stille vejr tegnede det hele positivt. En lille håndfuld gæster havde trodset tidspunktet. En enkelt anden foruden foreninges formand var endda på cykel, og så var der også mødt et par fremmede op, som viste sig at være jægere – og de står som bekendt tidligt op. Bukkene var i brunst – det både hørte og så vi vel ankommet til Tranemosen. I det forholdsvis korte tidsrum, vi var i mosen, oplevede vi, hvor hurtigt ”lydbilledet” ændrede sig blandt de mest dominerende fuglelyde: Vandfugle, fasaner og småfugle – jo det var en dejlig tur.

Ugen efter gennemførte vi den guidede vandretur fra p-pladsen bag ”Skovfogedhuset” ud over heden til Lilleør, rundt om ”Frederikshøj” og hjem igen via landevejen. Flere foreningsmedlemmer deltog og tre gæster – en lille halv snes mennesker alt i alt. Vejret var det smukkeste, man kunne tænke sig, og mange havde aldrig været på denne rute før. Turen var planlagt med indspark fra lokalhistorien, men også med indslag om natur og botanik. Nogle mærkede de aggresive myg, og ellers så vi stor Gedehams (Vespa Grabo) og fra deltagerne bidrog en arkæolog med viden om bævreasp’en (Populis Tremens). Bævreaspens bladstilke er indrettet så finurligt, at de vender om egen akse, og når vinden blæser sagte, lyder det som om, bladene rasler eller bævrer. En meget fin tur med god dialog blandt alle deltagerne, som alle havde stort eller lille kendskab til Samsø.

Foreningen har desuden været repræsenteret ved to møder arrangeret af Samsø Kommune: Et med fælles foretræde af foreninger for Skole- og Kulturforvalningen og dets udvalgsmedlemmer og et andet for tilflyttere til Samsø, hvor man kunne møde de samske foreninger. Der er som altid svært at måle et direkte udbytte af sådanne møder, men vi fik da vist flaget!

Referat af generalforsamlingen 25. maj 2024

1 - Valg af dirigent og stemmetællere:
Dirigent: Lene Krogh Ellgaard.
Stemmetællere: Lissie Kjær Ellebo og Helle Jørgensen
Referent: Holger Folkmann Villumsen.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt i henhold til vedtægterne og dermed kunne afholdes.

2 - Bestyrelsens beretning:
Forud for generalforsamlingen var den skriftlige beretning udsendt til medlemmerne i årets nyhedsbrev nr. 2 fra maj 2023. Nyhedsbrevet kan genfindes på foreningens webside. I den udsendte beretning var emnerne foreningens bidrag til Samsø Billedkunstråds formidling af lydmaleren Knud Viktor, landsby- og kirkegårdsvandringer, foreningens arkiv og lokaler, Samsø Årbog 2023 og salget af denne. Desuden nævntes det gode samarbejde i Samsøgruppen af frivillige på arkivet, redaktionen og bestyrelsen, der alle fungerer fint.

På selve årsmødet berettede formanden om følgende emner:
Foreningens lokaler på Onsbjerg Gamle Skole er tildelt af Samsø Kommune jævnfør Folkeoplysningsloven. Her er vor samling af arkivalier placeret. I samme bygning bor Samsø Egnsarkiv, der er en del af Samsø Museum og dermed ejes af Moesgård Museum. For såvel de to arkiver som besøgende er der praktiske fordele ved naboskabet. Det er nemt at samarbejde i hverdagen. Vi deler et fællesareal. Vilkårene for vor benyttelse af lokalerne er imidlertid uklare. Derfor arbejder vi nu for at få en skriftlig lokaleaftale med Samsø Kommune. Vi har behov for en tydelig aftale om lejemål, pligter og rettigheder, før vi kan gå videre med opgaver inden for bygningsvedligehold.
Egnsarkivet har en god samling af Samsø Posten. Det har været på tale, at vi ville betale for indbinding af denne værdifulde avis. Imidlertid tager vi nu en tænkepause, medens vi afventer resultatet af forhandling om deling af udgifter til fællesarealer i Onsbjerg Gamle Skole.
Slægtsdatabasen Samsoeroots.dk/tng er nu blevet foreningens ejendom. Vi er ved at danne os et overblik over opgaver, der skal løses på denne webside. Vigtigst er det at undersøge, om vi overholder Dataloven. En arbejdsgruppe er nedsat med tre medlemmer, nemlig Jens Erik Buur, Eva Fast og Holger Folkmann Villumsen. De har her i foråret afholdt to møder og arbejder i dialog med formanden.
Under overskriften Mød nye Samsinger har Samsø Kommune siden udsendelse af nyhedsbrevet netop afholdt et arrangement. Her deltog SLFS med en stand.
Antallet af medlemmer er i år omkring 175. Gennem årene har vi haft omkring 660 forskellige medlemmer.
Vi har modtaget en hilsen fra vort medlem Tom Olsen, der ikke kunne være med i år. Han har været med siden foreningens etablering i 2001.

Under debat taltes om følgende emner:
Lydkunstneren Knud Viktor (1924-2013) fra Pillemark var en kunstner, der optog lyde fra naturen og blev verdenskendt som ‘lydmaler’.
På SLFSs arkiv i Onsbjerg, der ikke må forveksles med Egnsarkivet, søger de besøgende navnlig efter viden om deres ejendomme og slægt. Der er også besøgende, som er alment nysgerrige inden for Samsøs historie. Nogle besøgende vil gerne købe bøger. Ved siden af årbogen har vi enkelte andre bøger til salg. Ejendomshistorie kan belyses ved hjælp af brand- og forsikringsprotokoller, som kan indeholde beskrivelser og skitser af boligerne.

3 - Aflæggelse af revideret årsregnskab:
Forud for generalforsamlingen var regnskabet udsendt til medlemmerne i årets nyhedsbrev nr. 2 fra maj 2023. Der har været såvel indmeldelser som udmeldelser af foreningen, men antallet af medlemmer har ikke ændret sig. Årets resultat er et underskud på DKK 10.624. Foreningen har fortsat en god kapital. Underskuddets primære årsag er årbogen. 2023 er vort første år uden overskud på årbogen, hvilket der er let forståelige grunde til. Antallet af sider var det hidtil største, hvilket betød en større regning fra trykkeriet. Prisen på papir og trykning er blevet højere efter corona. Bogens pris har været den samme siden 2001, hvilket måske kalder på en prisforhøjelse. På lager har vi cirka 2.200 årbøger. Deres værdi er ikke vist i årsregnskabet. Årbogen er momspligtig, og derfor må vi ikke give årbøger bort. Kassereren overvejer forslag om opgivelse af vor momsregistrering.

4 - Godkendelse af punkt 2 og 3:
Bestyrelsens beretning og årsregnskabet for 2023 blev godkendt

5 Behandling af indkomne forslag:
Ingen forslag indkommet.

6 Fastsættelse af næste års kontingent samt budget:
Bestyrelsens budgetforslag for 2024 blev godkendt. Der er budgetteret med et underskud på DKK 9.500. Kontingentet er DKK 150 pr. husstand og DKK 500 pr. virksomhed. Beløbene er ikke ændret siden foreningens etablering.

7 Valg af formand bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisorer:
a) Formand: Niels Henrik Nielsen blev genvalgt for to år.
b) To bestyrelsesmedlemmer for to år: Christa Rasmussen og Jens Erik Buur blev genvalgt.
c) Suppleanter til bestyrelsen: Eva Fast og Holger Folkmann Villumsen blev genvalgt.
d) Revisor: Lene Krogh Ellgaard blev genvalgt, og revisorsuppleant: Jean Seeberg blev genvalgt.

8 Fastsættelse af dato for næste års generalforsamling:
Bestyrelsen forslag: lørdag den 14. juni 2025 blev godkendt.

9 Eventuelt:
Christian Adamsen orienterede om datering af tømmer. Efter nærmere undersøgelse viser det sig, at Tranebjerg Præstegård indeholder tømmer fra 1600-årene. Thomasminde ved Nordby er opført i 1800-tallet, men den indeholder ældre træ fra 1700-tallet. Der er mulighed for datering af træ fra flere bygninger på Samsø gennem henvendelse til Christian Adamsen. Det kan for eksempel ske i forbindelse med reparation af bindingsværkshuse, hvor bortskåret træ kan dateres. Interesserede opfordres til at kontakte Christian Adamsen, helst inden afskæring af træ. Moseeg fortæller naturhistorie. Det kan også dateres med aldre tilbage til omkring 6500 før vor tidsregning. Christian Adamsen modtager også gerne moseeg.

Susanne Vasbo synes godt om, at foreningen giver kaffe og kage til medlemsarrangementer. Hun foreslog, at udgiften synliggøres i regnskabet.

Susanne Vasbo foreslog, at foreningen gør en indsats til formidling af Samsøs skolehistorie. Det kan for eksempel ske med en ekskursion rundt til alle tidligere skolebygninger.

Niels Erik Thunbo Pedersen spurgte forsamlingen, om der er interesse for at lære læsning af gotisk håndskrift. Inden for aftenskolens rammer, hvor der er krav om mindst syv deltagere, afholdt Christian Adamsen og Niels Henrik Nielsen sidste vinter et kursus. Måske skal vi i stedet selv være udbyder og gøre kurset gratis for medlemmer? Christian Adamsen modtager gerne henvendelser og opretter en liste over interesserede.

Dirigenten takkede for god ro og orden, hvorefter hun gav ordet tilbage til formanden.

Formanden bemærkede, at der under mødet var taget fotos. Han spurgte derfor, om nogen med henvisning til Dataloven ville frabede sig at blive vist på eventuelt publicerede billeder. Ingen af de fremmødte gjorde indsigelse.

Referent: Holger Folkmann Villumsen
Dirigent:: Lene Krogh Ellgaard

Guidet tur med Carl-Johan Drejer
Efter generalforsmlingen var der arrangeret en vandretur rundt i Kaasen med Carl- Johan Drejer som guide. Det blev en interessant tur med maaser af god snak om de gode gamle dage.

Foredrag med Povl A. Hansen

Ultimo august havde vi sammen med boghandlen Kapitel 10, Langgade, arrangeret foredrag med Povl A. Hansen f. i Østerby på Samsø. Povl fortalte indgående den betydning, opvæksten i en landsby på Samsø havde haft for hele hans liv og de valg han havde truffet undervejs. Der var gensyn med en række samsinger som han havde kendt for mange år tilbage. Povl læste op fra sin biografi ”Opkomlingen”, som kan anfales af især lokale. Med sig havde han også den model af det KZ-IV ambulancefly som luftkaptajn Hans P. Venningbo have overrakt ham som indlagt på Finsen Hospitalet. Det var en fin aften med mange input, og snakken gik fint og især i pausen. Der blev vis også et par selfies med gamle klassekammerater og bogsalget gik også tilfredsstillende.

Nyheder fra foreningen
Efter en god sommer med flere spændende arrangementer, herunder en flot generalforsamlig afholdt et helt ny sted på Samsø, er der nu også ved at komme gang i de mere vante aktiviteter i foreningen

Årbog 2024
Juleaftensdag i år er det præcis 400 år siden Chrisian IV underskrev og udgav "Forordning om Posbudde", der regnes for det danske postvæsens 'dåbsattest'. Det er anledningen til, at dette års årbog - nr. 24 i rækken - handler om posten på Samsø. Glæd dig til at læse en række interessante artikler om, hvordan de postale forhold har været på Samsø gennem tiden - fra før den nævnte start og helt op til nutiden.

Samsoeroots
Slægtsdatabasen Samsoeroots bliver nu gennemgået af en lille arbejdsgruppe, der består af Jens Erik Buur, Eva Fast og Holger Folkmann Villumsen, der arbejder med opgaven i tæt dialog med formanden, Niels Henrik Nielsen. Gruppen har i øjeblikket tre opgaver:
1) Undersøgelse af softwaren i databasen. TNG er et amerikansk produkt, som ikke er designet efter lovgivningen i EU. Derfor undersøger vi nu, om der er udfordringer, som vi skal finde løsninger på.
2) Undersøgelse af databasens indhold, navnlig notatfeltets indhold. For lange afskrifter af originale kilder bliver redigeret, og der indsættes en kildehenvisning. Det samme gælder personfølsomme oplysninger, som ikke må vises, før personen har været død i 10 år.
3) Fejlretning. TNG har en funktion, der viser lister over logiske fejl. Disse fejl bliver rettet af arbejdsgruppen.

Skulle der blandt foreningens medlemmer være nogen, der kan afsætte 1 – 2 timer i ny næ, så kan vi godt bruge hjælp. Opdateringer kan sagtens udføres online hjemmefra. Vi skal nok sørge for den fornødne oplæring og sparring, så alle kommer godt i gang.
Skriv til samlingen@genealogy-samsoe.dk og hør nærmere, hvis du vil hjælpe os.

Husmænd og Håndværkere i Nordby Sogn
Chr. Kornmaalers genoptrykte bog ”Husmænd og håndværkere i Nordby Sogn” tilbydes nu til medlemmer til en særpris af kun kr. 149,00 (normalprisen er 249,00). Bestilling og betaling kan aftales via arkivets kontaktoplysninger - se sidst i nyhedsbrevet.

Nyt fra foreningens arkiv ”Samlingen”
Af nye registreringer som alle kan findes på arkiv.dk kan vi blandt andet nævne disse virksomheds-/foreningsarkiver (der er færdige eller under registrering):

A125 Landbruget ”Østerholm”, Østerby by og sogn, A126 Foreningen ”KOKS”, A127 Petersborg Nordby mark og sogn, A128 Besser Made’s Pumpelaug, A129 erhvervsfisker Marius Præst Jørgensen, Kolby by, A130 ”Kirkely”, Besser by og sogn, A131 Erhversfiskeriet A/S 297 ”SARA” af Kolby Kaas, A132 Støtteforeningen ”BUSSEN”, A133 SAMSØ ROTARY KLUB, A134 K/S Samsø Farmen, A135 Samsø Hyggeklub (scrapbøger).

Personarkiver tilhørende ejere af ejendommen ”Peterborg” i Langdalen, ejere af ejendommen ”Kirkely” (overfor Besser kirke), ejere af Hjulmands gård i Ørby, Hansen Mahler i Pillemark/Tanderup m.m., urmager Johannes Søren Jensen, Tanderup, ejere til ”Løkkebjergaard” pr. Østerløkkevej, gaardejer Mikkel Clemmensen, Maarup, statshusmand Jens Christian Poulsen pr. Ørby, ejer til ”Østerholm” pr. Østerby og meget andet godt.

Billedserier: Seneste nyfortolkning af persondataregler har bevirket, at en stor samling af billedserier fra Samsø Friskole har kunnet publiceres, ligesom gruppefotos af skolens forskellige klassetrin.

Emnesamling som kan nærstuderes i Samlingen og tildels via arkiv.dk: M24 Brevsamling – skoleelever ved Kolby skole til lærerægteparret Møller 1966-67.

Danskernes historie Online
I forbindelse med registrering af materiale i Samlingen dukker der jævnligt hæfter og tryksager op, som ikke umiddelbart har særligt tilknytning til Samsø. Måske en sognefoged i tidernes morgen har abbonneret på visse fagblade. I stedet for at kassere disse kontakter vi løbende vores paraplyorganisation Danske Slægtsforskere, og undersøger om de er interesseret i at modtage materialet.
Samme organisations Slægtsbibliotek har i øvrigt efterlyst gamle udgivelser af lokaltelefonbøger. Overskydende eksemplarer af gamle og nye telefonbøger, tilbydes såleledes også Danske Slægtsforskere.

Kommende arrangementer
Foreningen har på nuværende tidspunkt følgende arrangemeter klar eller i støbeskeen:

Følgende onsdage: 2. oktober, 6. november, 4. december 2024
samt 5. februar, 5. marts og 2. april 2025:. Åben slægtsforsker-café for alle.

Sted: Onsbjerg Gl. Skole (cafeen i stuen) kl. 19.00 - 21.00.
Få hjælp til den gordiske knude i din slægtsforskning. Du dukker bare op medbringende egen pc m.m. Vi lytter og forsøger at rådgive dig bedst muligt. Men søgninger skal du selv foretage og gemme på pc/usb. Vi serverer kaffe/the m.m. i ventetiden.
Frivillige: Christian Adamsen og Niels Henrik Nielsen

Søndag 6. oktober 2024 kl. 13:30 - Kend din ”hovedstad” som tilflytter
Mødested: P-pladsen foran Medborgerhuset, Smedegade 37.
Guidet bytur for tilflyttere med efterfølgende kaffe/the og kage i Medborgerhuset, hvor vi fortæller om udvalgte bygninger fra Medborgerhuset og ned til Flinchs Hotel og retur via Møllebakkevej. Arrangeret i samarbejde med Tranebjerg Borgerforening og støttet af Samsø Kommunes afdeling for bosætning.
Guider: Niels Henrik Nielsen, Ole Kæmpe m.fl..

Torsdag 7. november 2024 - Arkivernes Dag
Sted Onsbjerg gl. skole – cafeen og 1. sal.
Vores tema bliver ”Ukendte personer” fra forskellige områder rundt om på Samsø.
Vi forsøger at dække hele øen ind, således at der bliver noget for enhver smag. Vi viser et udsnit at vores ukendte billeder frem [e-serier].

Lørdag 23. november 2024 - Årbogspræsentation
Sted: Besser Forsamlingshus.
Et detaljeret program herfor vil komme i næste nyhedsbrev og mon ikke der igen i år vil blive en fællesspisning efter præsentationen?

Marts 2025 – Et debatoplæg ved valgforsker Roger Buch
Sted: Kultursalen, Pillemarksvej 3, Tranebjerg. Dato følger på et senere tidspunkt.
Vi har ventet længe og tålmodigt på Aage Hulgaards rapport om 60 år som en samlet kommune på Samsø, og nu lysner det måske. Senest i november 2024 har Aage lovet hans databearbejning klar, og efter offentliggørelse via foreningens hjemmeside (ultimo 2024) vi den danne basis for et debatoplæg til KV 2025. Meget er dog endnu usikkert.

Lørdag 14. juni 2024 - Ordinær Generalforsamling
Mere herom i et senere nyhedsbrev.

Guidede byvandringer
Foreningen har indgået aftale med de stedlige borgerforeninger om byvandring i: Pillemark, Ballen, Tranebjerg og Kolby Kaas. Datoer og klokkeslæt vil blive oplyst via kommende nyhedsbreve.

Vilkår for deltagelse i foreningens arrangementer:
Fælles for alle arrangementer er, at deltagelse er gratis for foreningens medlemmer, mens øvrige deltagere betaler kr. 50,00.

"Samlingen" har i øvrigt generelt åbent for medlemmer hver torsdag kl. 13:00-17:00 samt efter forudgående aftale via en af nedenstående kontakter.

Kontaktoplysninger
Niels Henrik Nielsen: e-mail: niels_henrik@nielsen.mail.dk Mobil: 61 70 21 98
Niels Erik Thunbo Pedersen: e-mail: nielsthunbo@gmail.com  Mobil: 40 77 95 55
Jens Erik Buur: e-mail: farfarbuur@gmail.com Mobil: 22 31 25 30
Jens Fokdal: e-mail: fokdal@pc.dk  Mobil: 21 47 96 05
Christa Rasmussen: mail: christa.rasmussen@gmail.com Mobil: 21 47 96 05
Robert Sørensen:  e-mail: rtsn@outlook.dk  Mobil: 24 61 12 05
Samlingen: e-mail: samlingen@genealogy-samsoe.dk  Mobil: 21 86 45 81

  logo_slfs.gif